Klik her for at oprette en profil

FAQ undervisningsafdelingen (U)

Herunder har vi samlet de oftest stillede spørgsmål omkring det at gå til svømning på et af vores hold i undervisningsafdelingen.
Hvis der er spørgsmål, der ikke er besvaret på denne side, er du velkommen til at kontakte kontoret på uafdelingen@svommeklubben.dk

Adgang til omklædning før svømning og mødetid på bassinkant
Du skal benytte indgangen ved vores klubhus (ikke den almindelige hovedindgang) 
Vi anbefaler at du passer omklædningen til, så du kommer ind i svømmehallen umiddelbart før du skal svømme. For lang ventetid resulterer i kolde svømmere, som har svært ved at finde varmen i løbet af undervisningen, hvilket nedsætter koncentrationen og evnen til at lære. 
  • 20 min før har følgende adgang: baby + små m/ledsager + leg & svøm
  • 10 min før har følgende adgang: alle øvrige hold
Hvis du har børn på begge typer af hold, så er det yngste barn der "gælder".
Vi gør opmærksom på at svømmehallens personale åbner adgangen til omklædning 20 minutter før dagens første hold starter (dvs kl. 16.40 på hverdage og 15.40 på søndage). Evt. hold som starter tidligere vil få særskilt information.

Aflysninger
Ved akutte aflysninger vil der så hurtigt som muligt både blive sendt SMS til mobilnr. i profilen (kræver at du har oplyst et mobilnummer i profilen, hvilket anbefales) samt postet på vores Facebook-side

Afvaskning/bad før svømning
Før svømning skal du huske at:
  • Tisse af, så du ikke skal op og tisse undervejs og mister noget undervisning
  • Evt. pudse næse og fjerne make-up
  • Vaske kroppen: hænder, fødder, armhuler og sæderegion (uden badetøj)
  • Håret skylles igennem for løse hår, hårprodukter mm.
En svømmer, som ikke har vasket sig, er lige så beskidt som 100 svømmere, der har vasket sig!
Klordoseringen i bassinet foregår automatisk; jo mere snavsede personer der benytter bassinet, jo mere klor pumpes ud i vandet for at rense det for snavs. Vi glæder os til en dejlig sæson med lækkert vand i bassinet.
 
Forældrehjælp til badet 
Vi opfordrer til, at flere fædre hjælper de små under 7 år i omklædningen. Det er ingen hemmelighed, at det som oftest er mødrene som hjælper barnet med badet før svømningen. Det betyder at der er meget trængsel i dameomklædningen og god plads hos herrerne.

Badetøj og svømmebriller
Vi anbefaler badetøj der sidder tæt til kroppen. Dvs almindelige badebukser til drenge (ikke badeshorts) og badedragt til piger (ikke bikini).
Babyer skal indtil de er helt renlige, benytte en speciel badeble/badebuks, som skal sidde stramt både ved lår og mave (mange skal sy nogle sting for at tilpasse størrelsen). 
Vi anbefaler svømmebriller til alle over 1 år. Med svømmebriller på så lærer man langt hurtigere at svømme, fordi det er lettere at få hovedet under vand og dermed ligge korrekt i vandet. Brillerne gør også at man kan se klart under vandet, hvilket betyder at kroppen får mere ro på og øget tryghed.

Badehætter
Hvis du har langt hår så anbefaler vi at du bruger badehætte. Hår som kommer i øjnene og flagrer om ansigtet virker forstyrrende på indlæringen og koncentrationen hos svømmeren. 

Diagnoser / særlige behov
Det er vigtigt for os at vide hvad der er særligt for dit barn, så vi kan undervise bedst muligt. Svømmere med diagnoser (ADHD, autist mm) eller særlige ting (nedsat hørelse mm) som vi bør vide i forhold til at kunne give barnet den bedste undervisning opfordrer vi til at I informerer os omkring forinden sæsonstart. Send os en mail på uafdelingen@svommeklubben.dk eller giv os et kald på 4275 2229, så vi kan forbedrede træneren på svømmerens situation, så der kan blive taget hensyn til det i undervisningen.

Ferieplan og kalender
Findes på vores hjemmeside; på forsiden ses de kommende 5 aktiviteter.
Klik på "Kalender i U" for at se mere. Klik på agenda for at få et samlet overblik over alle kommende aktiviteter.

Flytte fra et hold til et andet (holdskifte)
Trænerne vurderer løbende svømmerne for om der er nogle som skal flytte hold - kontoret kontakter de svømmere det drejer sig om, da det kun er kontoret som kan skifte hold. Flytter du hold så kan systemet se at du allerede har betalt. Kun ved flytning til dyrere hold bliver difference opkrævet.
Vi gør opmærksom på at tilmeldingssiden er opdateret med pladser. Der kan du se det samme som kontoret kan - også om der er ledige pladser på det ønskede hold. Ønsker du at flytte hold skal du gøre følgende:
  1. Tjek hjemmesiden om der er ledig plads på det ønskede hold (Er der ikke det, så er du velkommen til at tilmelde dig på ventelisten)
  2. Send mail med svømmerens fulde navn, hold og hvilken slags hold det nuværende hold er (fx begynder trin 1 5-6 år), og skriv hvilket hold du ønsker at blive flyttet til.
  3. Husk at skrive hvilket telefonnummer vi kan træffe dig på

Forældre-regel
Kun den første undervisningsgang i måneden må forældre overvære svømningen, dog undtaget sæsonstart hvor forældre må se på de første to gange. Nye tilmeldte i løbet af sæsonen (samt ved holdskift) må overvære undervisningen på den allerførste svømmegang. Naturligvis må du gerne følge dit barn hen til undervisningen hver gang, hvis dit barn er så lille at det har behov for det.
Erfaringen har vist os at svømmerne koncentrerer sig bedre, og er mere opmærksom på undervisningen, når forældrene er ude af syne. Det
giver en fantastisk dejlig ro og fortættet stemning i hallen. Det betyder at der ikke må opholde sig forældre nogen steder i svømmehallen, udover naturligvis dem som skal med deres barn i vandet.
Mens du venter
Forældre er velkomne til at benytte vores klubhus, hvor det er muligt at lave sig en kop kaffe/te (gratis).
Du må gerne gå ind i hallen et par minutter før undervisningen slutter

Glemte sager
kan hentes i den almindelige offentlig åbningstid i svømmehallen. Henvendelse ved billetsalget.

Har du det godt?
Vær opmærksom på din egen / dit barns velbefindende før og under ophold i svømmehallen. Opkast i vandet kan medføre, at hallen må lukkes i op til 30 timer, idet bassinvandet skal tilføres store mængder klor for at forhindre at eventuelle smittekilder gør dig syg. Derudover skal der tilføres meget kemi til vandet for at neutralisere den ekstra tilførte klor.

Hvordan holder du bedst varmen?
  • Vi anbefaler at du passer omklædningen til, så du kommer ind i svømmehallen umiddelbart før du skal svømme. For lang ventetid resulterer i kolde svømmere, som har svært ved at finde varmen i løbet af undervisningen, hvilket nedsætter koncentrationen og evnen til at lære.
  • Tør dig efter badet og tag tørt badetøj på, så du ikke er våd allerede før du går i vandet 
  • Varme fødder og hoved holder kroppen varm. Vi anbefaler derfor at bruge både badehætte og badetøfler (så slipper du også for fodvorter)
  • Når du er i vandet, så holder kroppen bedst varmen ved at være nede i vandet. Det er derfor ikke en god idé at kravle op på kanten imellem øvelserne

Hvor skal mit hold svømme? (svømmehallen er meget stor)
Inden du kommer første gang så er det en god idé at tjekke både hvilket hold og holdnr. du er tilmeldt, samt hvilket bassin det er i og hvor holdets mødested er. Du gør du ved at logge ind på din profil på vores hjemmeside. Når du er logget ind klikker du på ”Mine hold” for at se alle tilmeldinger. Klik på den lille lup i højre side for at se flere detaljer (træner, start/slutdato, ugedag, tid, mødested mm.). 

Ved sæsonstart sørger vi for, at der de første to gange er trænere inde i selve svømmehallen, som kan hjælpe dig med at finde dit hold.
På opslagstavlen ved indgangen til klubben samt på A-skiltet inde i svømmehallen hænger oversigtskort med hvor de forskellige hold mødes. 

Mødested
Som et nyt tiltag så har vi indført navne for de forskellige områder det lave bassin er opdelt i, så du lettere kan finde dit hold:
  • Sol, måne og stjerne er på vindues-siden
  • And, frø og skildpadde er på tilskuer-siden
  • Krokodille er på midterbanerne i det lave bassin 

Omklædning
Fra 7 år omklædes i eget køns omklædning
Når du er fyldt 7 år, så skal du omklæde i dit eget køns omklædning. Indtil da må du gerne gå med i modsatte køns omklædning. Det er en god idé at træne at kunne klare omklædning selv allerede fra 6 år, så du er blevet rigtig god til det i god tid før du bliver 7 år. Vi henstiller til at de klarer det på egen hånd, ligesom de gør i skolen.
Hygiejne og rengøring i omklædningsrum
Svømmehallens personale gør løbende rent i omklædningsrummene. Jo færre personer, som ikke skal svømme, der opholder sig i omklædningen, jo nemmere kan personalet komme til at gøre rent. Hvis bruserummet er fyldt med 17 personer med tøj på (som ikke skal svømme), så er det ikke muligt at komme til for at gøre rent. Vi opfordrer til, at flere fædre hjælper de små under 7 år i omklædningen. Det er ingen hemmelighed, at det som oftest er mødrene som hjælper barnet med badet før svømningen. Det betyder at der er meget trængsel i dameomklædningen og god plads hos herrerne.Hjælp dit barn med at lære at klare omklædningen selv, så du ikke behøver gå med. Så hjælper du personalet med at kunne holde lokalerne rene og indbydende for os alle.

Oprykning
Vi ønsker at tilbyde den bedst mulige undervisning til flest mulige af vores svømmere. Derfor vil der løbende blive foretaget oprykninger til bedre hold, hvis træneren vurderer det passer bedst. Vores erfaring er at mange bliver tilbudt oprykning lige efter sæsonstart / i løbet af efteråret. . 

Sikkerhedsregler
Nogle børn er så hurtige igennem badet, at de når at komme ind i svømmehallen, enten før der er trænere tilstede eller i meget god tid før deres hold starter. Vi gør opmærksom på at det er forældrenes ansvar, at deres barn ikke er alene i svømmehallen og ikke går i vandet uden at deres træner har givet lov, for at undgå potentiel farlige situationer. Vandet er fristende, og mange børn kommer til at smålege ved bassinkanten. Vi har derfor tre vigtige regler, som I bedes tale om derhjemme af hensyn til dit barns sikkerhed:
  1. Det er ikke tilladt at være i hallen uden at ens træner er tilstede
  2. Svømmerne skal sætte sig på pladen/bænken og vente på at holdet starter
  3. Ingen må gå i vandet før træneren har sagt OK. Ledige bassiner inkl. baby må ikke benyttes, da der ingen livredderopsyn er

Spørgsmål til svømmeundervisningen
Trænerne koncentrerer sig om deres svømmerne, så hvis du måtte have spørgsmål til selve undervisningen, så opfordrer vi til at du kontakter kontoret på mail: uafdelingen@svommeklubben.dk. Særlig info om dit barn, som det er relevant for træneren at vide, såsom diagnoser fx ADHD, autisme, nedsat hørelse mm. er vi glade for, at du fortæller om til træneren, så han/hun ved hvordan det bedst tackles, så vi kan give dit barn den bedst mulige undervisning. Ting som kan informeres til kontoret bedes du kontakte os omkring, så skal kontoret nok videregive informationen til træneren.
 
Elene Skytte, vores leder af undervisningsafdelingen, vil være at finde i svømmehallen de første to gange af sæsonen (kig efter den blå kasket). Find hende i hallen og hils på med de spørgsmål du måtte have. Derudover vil Elene være i svømmehallen et par gange i løbet af sæsonen på hver af de forskellige svømmedage. Hvis du har andre spørgsmål; som fx at du ønsker at flytte hold, så er det også Elene/kontoret du skal have fat på. Du er altid velkommen til at sende mail til kontoret (uafdelingen@svommeklubben.dk), så ser vi på det hurtigst muligt.

Trænere
Hvem der er træner kan ses i ’Tilmelding’. Bemærk der kan ske ændringer i trænerbemandingen hen over sommeren. 
Trænerne kommer løbende på kurser og efteruddannelse samt skal til den årlige bassinprøve og førstehjælp. 

Venteliste
Hvornår får jeg plads på det ønskede hold?
Det gør du faktisk allerede i samme sekund der bliver en ledig plads. Du vil modtage både sms og mail. Hvorefter du har 36 timer til at takke ja til pladsen. Bemærk pladsen tilbydes kun een gang. Hvis du ikke ønsker pladsen vil vi bede dig om at slette din ventelisteplads med det samme. Det gør du ved at logge ind på profilen og klikke på luppen udfor ventelisten (yderst til højre), eller send en mail til os på uafdelingen@svommeklubben.dk. Så kan pladsen gå videre til den næste med det samme.
Jeg ønsker ikke at bruge min ventelisteplads
Som de fleste nok ved så har vi desværre lange ventelister. Så hvis du ved, at du ikke skal bruge pladsen alligevel, så beder vi dig om at slette din venteliste, til gavn for den næste på venteliste.