I weekenden 1 - 4. november 2023 var Svømmestadion Danmark i Esbjerg vært for det Danske Kortbane Mesterskab for juniorer i svømning. Helsingør stillede med juniortruppen og endnu en gang leverede svømmerne over evne.
Link til artikel bragt i Helsingør Dagblad 7. november omkring DJM i Esbjerg 2-5 november 2023:
November 2023
Nyhedsbrev fra bestyrelsen
Som ny bestyrelse lovede vi kommunikation og åbenhed, det agter vi at holde. Men vi har også måttet være sikre på, at det vi kommunikerer holder. Vi vil bruge hjemmesiden, ”svømmeforældre” på facebook samt mail. Så hold også øje med hjemmesiden.
Vi har nu holdt to ordinære bestyrelsesmøder og flere møder i udvalgene. Der er god energi i møderne, og vi har alle fat i et fælles mål om at klare klubben ud af den nuværende krise. Det kræver ledelse, knofedt og penge.
Til det har vi brug for endnu flere medlemmer i udvalgene, og til at løse de mange drifts- og udviklingsopgaver, som er i en klub med næsten 2000 medlemmer. Vi har også brug for opbakning til stævner, både hjemme og ude.
Vi har nogle dygtige trænere i både K-afdelingen og U-afdelingen, som både kan og vil være med til at løfte klubben. Dem vil vi som bestyrelse værne om og støtte op om, men også give frihed til at præge svømmerne og kulturen positivt, sportsligt og menneskeligt.
Det, der har allerhøjest prioritet lige nu, er at skabe et budget, som vi tror på. Ikke bare i år, men også næste sæson, hvor vi mister indtægten fra svømmeskolen. Vi har haft to år med omkring 2 mio. kr. i underskud, og vi har en negativ egenkapital på 350.000 kr. Det foreløbige budget viser et underskud for 2023/2024 på ca. 350.000. Såfremt vi ikke bremser yderligere op, vil vi ende med likviditetsproblemer. Vi er dog fortrøstningsfulde om, at vi klarer skærene, hvis vi står sammen.
Vi har desværre været nødt til at nedlægge klubbens elitesatsning, og i den forbindelse har vi været nødt til at opsige elitetræner Mick Steen, en fagligt dygtig træner, som har skabt resultater. Vi har også været nødt til at øge egenbetalingen til stævner og svømmelejre. Vi ved godt, at det går ud over vores konkurrencesvømmere, men alternativet er værre. Der kommer nok til at gå nogen tid, før klubben igen har råd til at give tilskud til aktiviteter i større omfang.
Vi har søgt kommunen om fremskyndelse af tilskud og om udsættelse af gebyrer. Med det forbedrer vi likviditeten. Vi ser på yderligere muligheder for indtægter fra nye medlemmer og sponsorer. U-afdelingen vil se på, om vi med de vandtider vi har, kan starte nye aktiviteter.
Samarbejdet med hal og kommune har haltet de sidste år. Vi har taget initiativ til at forbedre dette samarbejde, og er i løbende dialog. Det gælder Idræt og Fritid, Idrætslinjen og HEA. Kommunens idrætspolitik har en vision om 1.000 nye medlemmer i klubberne i 2030. Som en af kommunens helt store foreninger, påtager vi os en del af det ansvar.
Vi har sendt følere ud om køb af vandtid i den periode, hvor hallen er lukket, og vi håber, at det lykkes.
Vi har i bestyrelsen talt meget om kultur. Det er vigtigt, at skabe en kultur, hvor alle er trygge. Mobberi, chikane og hårde ord, er ikke velkomne i klubben. Alle skal have respekt for hinanden, trænere, svømmere og forældre. Det er ikke mange år siden, at Kronprinsesse Mary var på besøg for at se på, hvordan vi arbejder med mobberi. Det forpligter stadig.
Helsingør Svømmeklub har den 27. september valgt ny bestyrelse for svømmeklubben. Det ligger bestyrelsen på sinde, at undervisningsafdelingen tilbyder god og tryg svømmeundervisning. Undervisningsafdelingen er det fundament, som svømmeklubben hviler på.
Svømning er en af de vigtigste sportsgrene, når det gælder fysisk og mental udvikling for unge, og vi ønsker at være hele Helsingørs svømmeklub.
Derfor skal vi også beklage, at opstarten på sæson 2023-2024 har budt på udfordringer. Vi ved, at mails og telefonopkald ikke er blevet besvaret, der har manglet trænere, vanddybden har været forkert og babybassinet har været for koldt. Mange af de udfordringer mener vi enten er løst eller er godt på vej, efter vi har ansat vores nye dygtige leder af afdelingen Mia Skov. Mia er ikke fastansat endnu, men efter 1. november er jeg sikker på, at I vil se hende mere på kanten.
For at øge fokus har vi startet et nyt udvalg. Udvalget vil få ansvaret for udvikling og drift af undervisningsafdelingen. Betina Martinsen vil være formand, derudover består udvalget lige nu af Mia Skov, Ulrik Gammelmark West, Jonas Gaudesen, Mads Hvilsom. Udvalget er interesseret i input fra forældre i undervisningsafdelingen.
På bestyrelsens vegne
Niels Christian Koefoed, formand
Kære alle,
Hvis I har oplevet, at vores telefon har været lidt stille, er det fordi vi har været på udkig efter den helt rette person til at tage vare på svømmeskolen. Og vi har gode nyheder til jer. DET ER LYKKEDES!
Helsingør Svømmeklub har ansat Mia Skov som ny svømmeskoleleder pr. 1. november 2023. I perioden frem til 1. november vil Mia være tilknyttet Helsingør svømmeklub som konsulent.
Mia kommer til klubben med 20 års erfaring indenfor svømme faget.
Mia har meget erfaring med at uddanne trænere og hjælpetrænere.
Mia ligger meget fokus på at dagligdagen i svømmeskolen fungerer godt med høj faglighed, glade børn og instruktører.
Vi glæder os til at byde Mia velkommen til svømmeskolen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Helsingør Svømmeklub